Foto: Military Material / Pixabay

USS Abraham Lincoln anløber Thailand

•

Efter mere end 250 dage til søs kaster det amerikanske hangarskib anker i Thailand. Besætningen trænger til hvile efter en historisk lang mission, der har skabt politisk debat i USA. Besætningen forventes i øvrigt at besøge Pattaya.

Fra den 2. til 6. september 2026 gæster hangarskibet USS Abraham Lincoln Thailand. Besøget har udelukkende til formål at lade de omkring 5.000 ombordværende marinere hvile ud efter en langvarig indsats i Mellemøsten under krigen mod Iran. Det thailandske forsvarsministerium afviser alle spekulationer om fælles militærøvelser. Det skriver blandt andet The Nation, The Nation (igen) og The Thaiger.

Tiltrængt pause efter rekordlang mission

Når det massive hangarskib USS Abraham Lincoln i begyndelsen af september ankommer til Thailand, er det et mandskab under pres, der går i land. Skibet har været til søs i mere end 250 dage og har sat en moderne rekord for et amerikansk hangarskib med over 200 dage i træk uden at anløbe en havn.

Talsmand for det thailandske forsvarsministerium, kontreadmiral Surasant Kongsiri, slog onsdag fast, at der udelukkende er tale om et hvileophold. Han afviser blankt spekulationer fra sociale medier om, at skibet skal deltage i operationer med den thailandske flåde. Besøget understreger ifølge kontreadmiralen Thailands position som en attraktiv destination for personel, der har brug for at lade batterierne op.

Borgmester fortæller, at Pattaya er klar

Hangarskibet lægger til i Laem Chabang Havn, som ligger lidt over 20 kilometer nord for Pattaya. Pattayas borgmester, Poramet Ngampichet, udtaler, at byen med jævne mellemrum har budt amerikansk militærpersonale velkommen, når krigsskibe har besøgt østkystområdet. Erhvervsdrivende i Pattaya er glade for at byde Besætningen velkommen, når de besøger byen, tilføjede han.

Udmattelse og politisk strid i USA

USS Abraham Lincoln forlod San Diego i november sidste år. Skibet skulle oprindeligt have været hjemme i maj, men blev omdirigeret til Mellemøsten på grund af krigen mod Iran, der brød ud i slutningen af februar.

Den forlængede udsendelse har ifølge pårørende og amerikanske medier tæret hårdt på besætningen. Der har været forlydender om mangel på mad og forsyninger, problemer med sanitet og en forværring af mandskabets mentale helbred. I begyndelsen af august faldt en mariner over bord, men blev reddet og overført til medicinsk behandling. Rapporterne om forholdene har fået Demokraterne i det amerikanske Senat til at kræve en redegørelse fra Pentagon.

Den amerikansk regering afviser kritik

Den amerikanske forsvarsminister, Pete Hegseth, afviser kritikken og udtaler, at situationen ombord er blevet fremstillet helt forkert. Han fastholder, at flåden sikrer de nødvendige forsyninger til alle skibe. Fungerende flådeminister Hung Cao bekræfter, at der har været enkelte tilfælde af mentale helbredsproblemer, men afviser, at der har været mangel på mad.

Præsident Donald Trump har ligeledes nedtonet bekymringerne. Han udtaler, at de pårørende ikke er bekymrede, og at udsendelsen endnu ikke har varet nær længe nok.

I Mellemøsten afløses USS Abraham Lincoln nu af USS George Washington. Denne rokade betyder, at USA for første gang i årevis står uden et hangarskib i Stillehavsregionen, alt imens spændingerne med Kina omkring Filippinerne og Japan tager til.

Øverst: Amerikansk hangarskib. (Foto: Military Material / Pixabay). CH/roke.

Kortlink til artiklen: https://www.thailao.dk/zsn/18in