Danske turister og trækfugle får fra medio september 2026 halveret det visumfrie ophold ved ankomst til Thailand.
Fra den 15. september 2026 afskaffer Thailand den hidtidige midlertidige ordning med 60 dages visumfrit ophold. Fremover får rejsende fra Danmark og 59 andre lande tildelt 30 dage ved indrejse. De nye regler er nu officielt offentliggjort i det thailandske “statstidende”, Royal Gazette. Det skriver VisasNews, adskillige thailandske medier og Royal Gazette.
Slut med 60 dages stempel ved ankomst
De thailandske myndigheder har i statstidende ophævet særordningen fra juli 2024, som midlertidigt gav turister 60 dages visumfrihed.
Fra tirsdag den 15. september 2026 vil borgere fra 60 udvalgte lande og territorier – herunder Danmark – i stedet modtage 30 dages ophold ved ankomst. Opholdet gælder udelukkende for almindelig turisme.
Rejsende, der ankommer til Thailand til og med den 14. september, beholder den opholdslængde på 60 dage, som de får stemplet i passet ved indrejsen.
Datoerne den 14. september og 15. september nævnes ikke konkret i Royal Gazette, men er en fortolkning af meddelelsen i Royal Gazette, hvor der står: “Denne bekendtgørelse træder i kraft 15 dage efter offentliggørelsen i Royal Gazette”, “Indenrigsministeriets bekendtgørelse” og “31. august 2026”.
Mulighed for 30 dages forlængelse
Den kortere opholdstid betyder ikke nødvendigvis, at rejsende kun kan holde ferie i en enkelt måned. Turister på den nye 30-dages ordning vil fortsat have mulighed for at søge om en forlængelse på op til 30 ekstra dage hos det lokale thailandske immigrationsvæsen.
Bilaterale visumaftaler med andre lande i regionen – herunder Laos, hvis borgere har 30 dages visumfrihed efter en særskilt aftale – fortsætter uændret.
Grænse for indrejse over landjorden
Samtidig med de nye tidsfrister fastsættes en klar grænse for indrejser via landegrænser. Turister på visumfri ordning må fremover højst rejse ind i Thailand via en landegrænseovergang to gange pr. kalenderår. Denne begrænsning gælder ikke for ankomster med fly via internationale lufthavne.
Hvis man på forhånd ved, at man skal opholde sig i Thailand i længere tid, kan man fortsat søge om visum på forhånd via Thailands officielle e-Visa-portal.
Bemærk, at flyselskaberne ofte vil tjekke, om man har returbillet eller bevis på vidererejse ved afrejse i Danmark, da flyselskabet hæfter for at flyve en tilbage, hvis man afvises ved grænsen. Immigrationsmyndighederne kan nemlig bede om at se bevis for ens vidererejse eller returbillet sammen med ens pas og digitale ankomstkort (TDAC). Selvom de ikke altid spørger, risikerer man at blive afvist eller nægtet ombordstigning, hvis man ikke kan fremvise dokumentationen på billet ud af Thailand inden for ens tildelte opholdsperiode.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse). PM/roke.









