Foto: Skærmbillede / Instagram

Thai-aktivister frifundet for majestætsfornærmelse

•

En thailandsk domstol har mandag frikendt aktivisten Tawan og seks medtiltalte. Sagen drejede sig om en meningsmåling om kongelige korteger i Bangkok.

Spørgsmålet om, hvorvidt kongefamiliens bilkorteger er til besvær for trafikken, udgør ikke en majestætsfornærmelse. Det fastslog en domstol i Bangkok, som dermed frifandt syv aktivister for overtrædelse af Thailands omstridte lovgivning på området. Det skriver Khaosod.

Spørgsmål uden navns nævnelse

Sagen tog sin begyndelse den 8. februar 2022, da aktivisten Tantawan “Tawan” Tuatulanon og hendes støtter gennemførte en offentlig meningsmåling ved et butikscenter i Bangkok. Her spurgte de forbipasserende: “Mener du, at kongelige korteger forårsager ulejlighed?”.

Den Sydlige Straffedomstol i Bangkok fastslog i sin afgørelse, at selve spørgsmålet ikke udgør en overtrædelse af paragraf 112. Rettens begrundelse var, at ordlyden ikke rettede sig mod specifikke personer eller nævnte medlemmer af kongefamilien ved navn. Dermed var de juridiske kriterier for at dømme for majestætsfornærmelse ikke opfyldt.

Afviste anklager om oprør

Ud over anklagen om majestætsfornærmelse var gruppen også tiltalt efter paragraf 116, som forbyder opfordring til oprør og offentlig uro. Anklagemyndigheden mente desuden, at aktivisterne havde fornærmet embedsmænd og nægtet at efterkomme officielle ordrer.

Disse anklager blev ligeledes afvist. Retten fandt ingen beviser for, at de syv tiltaltes handlinger udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed eller tilskyndede befolkningen til at begå ulovligheder.

Trefingersalut anerkendes som rettighed

I rettens afgørelse blev det fremhævet, at gruppen ikke holdt taler, der truede eller fornærmede kongen. Retten tog også stilling til aktivisternes brug af den velkendte trefingersalut. Dommeren vurderede, at gestussen er et udtryk for individuelle rettigheder og friheder, som det står andre frit for at være enige eller uenige i.

Øverst: Tantawan Tuatulanon (Tawan) i 2025. (Foto: Skærmbillede / Instagram).

Kortlink til artiklen: https://www.thailao.dk/zsn/gedt