En ny bro mellem Krabi og ferieøen Koh Lanta vil reducere rejsetiden fra timer til få minutter. Byggeriet sker med støtte fra Verdensbanken og forventes at stå færdigt i 2029.
Turister, fastboende og trækfugle i Sydthailand slipper snart for at bruge timer i bilkø ved færgelejet. Et nyt infrastrukturprojekt forbinder Koh Lanta direkte med fastlandet i Krabi-provinsen. Broen skal løfte den lokale turisme, forbedre infrastrukturen markant og skabe nye økonomiske muligheder i regionen. Det skriver PR Thai Government i en meddelelse, og projektet er beskrevet på Verdensbankens hjemmeside.
Fra flere timer til få minutter
Den kommende bro bliver lidt over to kilometer lang og erstatter den nuværende bilfærge, der hidtil har været en flaskehals for trafikken. I højsæsonen løber ventetiden ved færgelejet ofte op i adskillige timer. Når broen åbner for trafik, vil krydsningen af vandet kunne klares på få minutter. Den kortere rejsetid gør det nemmere at være turist, men er især afgørende for lokalbefolkningen i akutte nødsituationer, hvor hurtig transport til hospitaler på fastlandet er nødvendig.
Internationale standarder
Projektet opføres i samarbejde med Verdensbanken, som dermed genoptager en historisk tråd. For over 70 år siden støttede banken Thailands første asfalterede hovedveje. Brobyggeriet følger internationale standarder for ingeniørarbejde og gennemsigtighed, og det udvikles under Verdensbankens regelsæt for miljø og sociale forhold. Der er indført specifikke tiltag for at beskytte områdets koralrev og mangrover, så anlægsarbejdet påvirker den lokale natur mindst muligt.
Lokalt løft og globalt fokus
Den faste forbindelse forventes at give et markant økonomisk løft til lokalsamfundet. Udover at understøtte turismen vil broen gøre det nemmere for lokale fiskere og landmænd at transportere friske råvarer ud til markederne og dermed sænke deres udgifter til fragt. Samtidig markerer broen Thailands tætte partnerskab med det globale finanssamfund. Samarbejdet understreges yderligere den 12. til 18. oktober 2026, hvor Thailand for første gang i 35 år er vært for de årlige møder i IMF og Verdensbanken.
Øverst: Koh Lanta Bridge. (Illustration: Verdensbanken). PM/roke.









